Thursday, October 12, 2006

Seneste pressemeddelse

Naboerne på Nørrebro stiller nu krav til Ungdomshuset!
Diversiteten på Nørrebro er truet.

[Pressemeddelelse]

Protestbevægelsen ”Naboerne på Nørrebro” har eksisteret i 14 dage, har flere end 60 tilmeldte husstande, mere end 25 debat indlæg på bloggen og har været citeret i følgende medier: Metroexpress, PaaGaden, Lokal avisen, TV2 Lorry, Jyllandsposten, dato m.fl.
Se: http://pressen-skriver-om-naboerne.blogspot.com/ ”Naboerne på Nørrebro” er apolitisk.

Samlingen af naboer til Ungdomshuset ”Naboerne på Nørrebro” er nu så trætte af Ungdomshusets formålsløse hærværk i deres kvarter, at de retter krav til:

· Ungdomshuset
· Borgerrepræsentationen (BR)
· Kommunen
· Fonden

”Vi har ryddet op efter hærværk, smadrede flasker, graffiti, mad og afføring på vores trappestene og smadrede ruder i husene og i bilerne. Larmen i weekenderne og under festivaler samt stanken fra affald og urinen omkring passagerne til Nørrebrogade og Jagtvej hører ikke hjemme i et beboelseskvarter. Det her drejer sig om at kunne eksistere sammen på Nørrebro. Uanset om man er børnefamilie, om man er bruger eller gæst af Ungdomshuset eller en helt tredje gruppe, skal man kunne føle sig velkommen på Nørrebro,” siger Christian Bondorff, talsmand for ”Naboerne på Nørrebro”, og fortsætter:

”Når det viser sig, at en fond gerne vil købe huset og forære det til Ungdomshusets brugere, bliver vi som naboer derfor nødt til at stille en række krav til Ungdomshusets fortsatte virke. Vi vil rette vores krav til BR, Kommunen, Fonden og de autonome selv. Formålet er at undgå, at endnu flere destruktive unge samles i et styreløst hus midt i hjertet af Nørrebro,” siger Martin Stahl, initiativtager til ”Naboerne på Nørrebro”, og peger på, at talsgruppen fra Ungdomshuset gang på gang siger, at de forsøger at tage vare om en ikke defineret gruppe brugere.

”Men det virker mere som om, de har mistet grebet og ikke ved, hvad de skal stille op, når deres brugere og gæster går amok i nærområdet. Derfor vil vi igennem vores krav appellere til, at der bliver sat rammer op for, hvordan Ungdomshuset kan styres. Uden denne enighed om styring i spændvidden Ungdomshuset, BR, kommunen og fonden ser vi ikke, at Ungdomshuset kan blive ved med at eksistere i en tætbefolket bydel,” siger Martin Stahl og understreger, at ”Naboerne på Nørrebro” ønsker at etablere et kreativt og mangfoldigt kvarter, der værner om diversiteten på Nørrebro. Læs mere på http://naboerne-norrebro.blogspot.com.

De konkrete krav er ved at blive formuleret på baggrund af de mange konstruktive indlæg, der strømmer ind på mail adressen naboerne.norrebro@gmail.com

På vegne af ”Naboerne på Nørrebro”
Martin Stahl & Christian Bondorff.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home